Jeg er godt og grundigt træt af at høre de danske kommuner brokke sig i en lind strøm. Set i lyset af de yderligere midler de er blevet tilført, og et skattestop, der sætter dem i en situation, hvor deres indtægter stiger med væksten, er det jo interessant at se politikere agere, når de skal gøre det der vel egentlig er deres fornemmeste opgave (men som kommunalpolitikere hader): At fordele knappe ressourcer!
Det er så pinligt gennemskueligt at se, hvordan kommunerne forfalder til retorik om, at man er nødt til at skære i børnepasning og ældrepleje som det allerførste. Man hører egentlig ikke så mange kommuner snakke om at lukke en svømmehal eller skære lidt i administrationen? På billedet ser i Henning Jensen Nyhuus (S) fra Ny Randers kommune. Han er en af de allerværste og lettest gennemskuelige borgmestre, der fører an i det kollektive piveri.
Jeg vælger at klippe en kronik bragt i Berlingske Tidende ind her, så jeg beklager at artiklen bliver lidt lang . Temaet er et lidt andet, men pointen mener jeg understreger rigtig godt, hvad en stor del af problemet er i landets kommuner.
Jeg kommer helt sikkert til at skrive mere om landets kommuner her i bloggen, for jeg er vældig irriteret på mange af dem!
Velkommen til Det Kommunale Værdiland
Af Nanna Friis, Sprog- og kommunikationskonsulent, Friis Kommunikation.
Mens debatten om børnehavernes økonomi har raset, hævder de nyekommuner selv, at de bruger værdier meget seriøst i deres arbejde. Værdierer nærmest blevet pligtstof - og ingen vil være dem, der ikke arbejderværdibaseret. Men værdierne trænger til et virkelighedstjek.
Jeg klikker mig ind på kommunens hjemmeside og snubler straks over dens fem værdier: ansvarlighed, dialog, engagement, mod og åbenhed. Og som i et andet lottospil er der tilføjet tre tillægsværdier: tillid, trivsel og tryghed. For at ingen skal være i tvivl, er der en udførlig opskrift på den adfærd, medarbejderen bør udvise for at leve op til værdierne. Og som generel rettesnor:
»Værdier udtrykker, hvad vi gerne vil stå for, hvad vi kan, og hvad vi vil. Værdierne skal mere og mere blive en naturlig del af vores samspil med hinanden, borgerne, brugerne og samarbejdspartnere.«
Problemet er bare, at alt det, jeg i de følgende uger oplever, er fuldstændig ude af takt med de værdier, der er så udførligt beskrevet. Både på hjemmesiden og i den flotte 20-siders folder med billeder af engagerede og ansvarlige medarbejdere. Og garanteret også langt fra den opløftede stemning, der har været på det to-dages værdiseminar, som alle medarbejdere i kommunen har været på.
Dialog. Jeg skal holde en workshop om sprogbrug i forvaltning og institution på en temadag i kommunen og har brug for noget materiale, jeg kan bruge til eksempler.
Jeg sender en venlig mail til en navngiven kommunikationsmedarbejder, som jeg ikke hører en lyd fra. Efter fire-fem dage sender jeg en forsigtig rykker - og får kontakt. Jeg undlader at kommentere, at jeg netop har studeret kommunens emailpolitik på hjemmesiden. Den oplyser, at alle mails til kommunen skal besvares samme dag. Jeg nævner heller ikke, at emailpolitikkens forfatter og ansvarlige er den selv samme svært tilgængelige kommunikationsmedarbejder, det nu har taget mig en uge at få fat i.
Åbenhed. Workshoppen går godt. Det er min opgave at demonstrere, hvordan en organisations overordnede værdier ikke altid kommer til udtryk i den måde, den skriver til borgerne på.
At kommunikationen ofte kommer til at virke både indforstået, kompliceret og uvenlig - og man dermed sender helt andre signaler, end de fleste kommuner vel ønsker at sende om sig selv.
Mange af deltagerne har specifikke ønsker om efteruddannelse og kompetenceudvikling. De har også relevante kommentarer til forretningsgange i kommunen. Jeg lover straks at bringe disse ønsker og kommentarer videre til den ansvarlige direktør for området, som også er ansvarlig for temadagen.
Jeg havde nok ikke været så villig til at være budbringer for deltagerne, hvis jeg havde vidst, hvor mange mails jeg skulle skrive uden at få svar.
Hvor mange gange jeg måtte ringe forgæves; hvor mange kilometer jeg måtte køre for ingenting; og hvor tørstig og målløs jeg skulle ende med at blive. Tre uger tager det mig - tre uger med daglige opkald til den høflige sekretær, der hver gang lover, at direktøren nok skal ringe tilbage. Det gør hun aldrig, men en dag er jeg heldig. Hun tager selv telefonen, og vi får omsider aftalt et møde.
Ansvarlighed. Da jeg velforberedt og i god tid dukker op til mødet med direktøren, ser de meget forvirrede ud i receptionen. »Jamen, hun er da syg i dag.« Receptionisten ved ikke noget om noget, og der kommer aldrig en sekretær ned fra direktionsgangen og undskylder eller sørger for, at jeg får lavet en ny aftale. Jeg får blot at vide, at jeg kan ringe igen.
Engagement. Nu går der sport i det. Denne gang tager det kun to uger at få etableret et nyt møde med direktøren. Da jeg ankommer til mødet, er det tydeligt, at den travle direktør ikke aner, hvad mødet handler om, eller hvem jeg er. Det har jeg selvfølgelig både forklaret i mail og på telefonen. Det bord, jeg sætter mig ved, er et virvar af gamle kaffekopper og halvfulde glas. Det er en meget varm dag, men jeg bliver ikke budt noget at drikke. Jeg fremlægger kort mine erfaringer fra workshoppen. Direktøren har svært ved at skjule sin ligegyldighed - og fortæller, at hun i øvrigt snart skal være direktør for et andet og mere spændende område efter kommunesammenlægningen.
Og så skal den nye kommune selvfølgelig have et helt nyt sæt værdier …
Mod. Kommunens ene værdi må man lade den. Det er da modigt at lægge sine værdier til offentligt skue på internettet og lave en flot glittet 20-siders folder med lange beskrivelser af værdierne og billeder af engagerede medarbejdere - når man helt åbenlyst har så svært ved at efterleve værdierne i handling. Ligesom det kræver mod at sende samtlige af kommunens medarbejdere på et to-dages værdikursus, når den øverste ledelse ikke selv tager værdierne alvorligt.
Hvordan forsvare de forkromede ord om, at værdierne er med til at »sikre kommunens evne til fleksibel, effektiv og kvalitetspræget opgaveløsning«, når så lidt af kommunens praksis peger i den retning? Hvis værdierne skal spille en rolle andre steder end på hjemmesiden og på tryk, er der lang vej igen.
Og skal man tro den hollandske ekspert i management og virksomhedskultur Dr. Fons Trompenars, er en organisations officielle værdier intet værd, hvis ikke de kan bruges til at løse de dilemmaer, den står i.
Man skal virkelig tænke sig om, før man bestiller et nyt værdisæt til den nye kommune.
Der er flere ting, man bør være opmærksom på - ud over risikoen for at få sine egne ord lige tilbage i hovedet. Hvad er det helt præcis, de skal, de her værdier?
Hvilken konkret forskel skal de gøre i det daglige?
Skal de f.eks. være med til at forme hverdagen for pædagogen og barnet på blå stue?
Og hvad skal der til for at få dem til at fungere som faktisk beslutningsgrundlag og styringsværktøj?
Det spørger jeg en række sjællandske kommuner om på baggrund af det åbenlyse misforhold mellem værdier og virkelighed i kommunen med de fem plus tre værdier.
Men der er stort set ingen af kommunerne, jeg taler med, som har nogle konkrete bud på disse helt centrale spørgsmål. De fleste af dem erkender, at værdierne indtil videre kun lever på papiret og mest på chefniveau. De ved, at værdierne mangler at blive båret videre ud i organisationen. Men hvordan det helt præcist skal ske er mere uvist.
Og det er svært at få værdier til at blive en del af de ansattes sjæl. Men hvis medarbejderne selv er med til at definere værdierne frem for blot at deltage i en lille værdiøvelse igennem et par dage for senere at få dikteret resultatet oppefra - så er chancerne langt bedre for, at værdierne bliver forankrede hos den enkelte. Selv da er det svært. Det gør det bestemt heller ikke nemmere, at ordene, der vælges, tit er så almengyldige, at det tenderer det banale - f.eks. har en meget stor del af de nye kommuner valgt »dialog« som en af deres værdier. Det almene er nok også grunden til at mange af de mennesker, jeg taler med, end ikke kan huske, hvad de nye værdier er …
Mit råd er at vente og se. Måske giver værdierne sig selv, når de fusionerede kommuner begynder den daglige drift. Og så kan man jo nøjes med at beskrive dem - i stedet for at opfinde dem.
Indtil da kan man bruge kræfterne på at skabe de rammer og vilkår, der giver engagerede og ansvarlige medarbejdere. Frem for blot at postulere, at de er det.
Der er ingen grund til at sætte alle gode kræfter ind på at opfinde værdier og endegyldige sandheder til de nye kommuner. Hvorfor bruge en masse ord og ressourcer på nogle værdier, der ikke er indlejrede i kommunens inderste - og måske aldrig bliver det?
Når borgeren henvender sig til kommunen, skal dialog gennemsyre hele mødet. Hun behøver ikke læse på hjemmesiden, at hendes kommune har dialog som værdi.
Ovenstående Kronik Bragt i Berlingske Tidende d. 19/10 2006.
